Mangel på konkret indhold og overfladiske, hurtigtsnakkende studieværter er to elementer som DR P3 har gjort til sit nuværende kendetegn. Men mest sørgeligt er det at kvaliteten og bredden af det spillede musik på P3 er tynd som vand. Det skriver stud. mag. i dansk og musik, Mikkel Lumbye Andersen, i dag i en større kronik i dagbladet Information.
"Som licensfinansieret radiostation burde P3 overlade mainstreammusikken og den følgende popkultur til de reklamefinansierede radiostationer. P3 skulle satse mere på kvalitet end på salgs- og lyttertal, og derudover styrke den danske rytmiske musikscene i stedet for at fokusere på internationale, ligegyldige pop-succeser ", skriver Lumbye Andersen, og ræsonnerer sig frem til, at når det hele tiden er Robbie Williams, Britney Spears, Destinys Child, Ricky Martin, Madonna osv. der dominerer sendefladen dagen igennem, så skyldes det at musikudvælgelsen må ske ud flg. tre kriterier: 1) Hvor meget den enkelte single sælger, 2) hvor meget det pågældende navn tidligere har solgt og 3) markedsføringens omfang.
Kriteriet for at blive spillet i P3 bliver dermed først og fremmest økonomisk og ikke kunstnerisk. Kvalitet eller nytænkning synes ikke at blive vægtet overhovedet, mener Lumbye Andersen.
P3 lytterne får dermed ikke chance for at stifte bekendtskab med mere avanceret rytmisk musik, bl.a. dansk rytmisk musik, og henviser til en anden situation i Sverige, hvor den alternative rytmiske musik opprioriteres i SR. I Sverige er den svenske alternative rockscene følgelig meget udbredt, og det har været med til at styrke svensk musik – også internationalt – i et helt andet omfang end det er sket for den danske musikscene.
Mikkel Lumbye Andersen skriver, at P3 bør være mere nationale og gøde den danske undergrund til gavn for en fremtidig dansk rytmisk musik i stedet for at spille Robbie Williams seks gange om dagen. |