Radio Alfa indtager i morgen torsdag Randers stadions nye tribune – og prøvesidder samtlige 2.697 siddepladser - og Stig Tøfting er med
Det bliver forrygende og samtidig sjovt, når Radio Alfas fodboldkommentator Niels Fisker skal prøvesidde samtlige 2.697 siddepladser på den nye Sparekassen Kronjylland tribune, oplyser Radio Alfa i en pressemeddelelse. Der bliver samtidigt en konkurrence for lytterne: "Hvor lang tid tager det Niels Fisker at prøvesidde samtlige stole".
Der er indlagt pauser i prøvesidningen, og under disse pauser er der gæster hos Niels Fisker. Her kommer bl.a. Randers FCs nye stjerne, Stig Tøfting, som også skal prøve at sidde på tribunen. Et sjældent syn - forhåbentlig - idet hans store opgave i foråret bliver på grønsværen, hedder det videre fra Radio Alfa.
Hele forløbet sendes live på Radio Alfa, og man kan udover Stig Tøfting møde cheftræner Lars Olsen og direktør Jacob Nielsen – og en række andre gæster.
|