Det er altid morsomt, når DR førende stand-up-komiker, bestyrelsesnæstformand Ole Hyltoft udtaler sig. Men mon ikke det var på tide, at Dansk Folkepartis bestyrelsesmedlem begyndte at tage opgaven alvorligt - i stedet for at opføre sig som stand-up-komiker? Det spørger Fyens Stiftstidende om i dagens avis.
Ole Hyltoft har tidligere bl. a. gjort sig bemærket ved at kræve sømandsviser på P3 og for nylig advarede han mod indavl i DRs ledelsesgruppe, og krævede at få lov til at være med, når DR ansætter chefer langt ned i organisationen.
Ole Hyltofts forslag om at bestyrelsen skulle ansætte mellemledere i DR blev straks skudt ned af både kulturminister Carina Christensen (kons.) og DRs formand Michael Christiansen, der begge påpegede, at det i DR , som i alle virksomheder, er direktionen, der træffer beslutningerne om ansættelser og afskedigelser.
Men Fyens Stiftstidende spørger om, hvilke andre virksomheder - med statsligt ejerskab - bør staten, ifølge Dansk Folkeparti, fremover ansætte mellemledere i?
Og nævner selv: DSB? Statens Museum for Kunst? DONG Energy?
Og hvad med TV 2, der jo også er et statsejet medieforetagende?
"Vil Dansk Folkeparti også her kræve indflydelse på chefansættelser? Og hvis ikke - hvor er så princippet om lighed blevet af?" spørger avisen.
"Endelig: Hvad vil Dansk Folkeparti egentlig i DR's bestyrelse? Et af landets største partier, et i øvrigt ansvarligt og regeringsbærende parti, har indtil nu ikke villet bruge pladsen i DR's bestyrelse til at videreudvikle den store public service-station DR . I stedet er pladsen blevet brugt som talerstol for personlige idiosynkrasier og bizarre forslag. Er det ikke på tide, at Dansk Folkepartis bestyrelsesmedlem tager opgaven alvorligt i stedet for at opføre sig som stand-up-komiker," slutter kommentaren i Fyens Stiftstidende.
|