Radio Limfjord har netop holdt generalforsamling. Her kom det bl.a. frem, at radioen sidste år præsterede et overskud på 340.000 kroner, at radioen har fået flere medlemmer .. og at man er utilfredse med You See for manglende kabeldistribution.
Ved udgangen af 2008 var der i alt 2.447 betalende medlemmer af Radio Limfjord. Det er en fremgang på 328 i forhold til året før.
Lyttertallet er steget til 47.000 om ugen på Radio Limfjord, mens slager/country/oldies-kanalen Limfjord Plus har 22.000 ugentlige lyttere. Det oplyste formand Bjarne Frostholm iflg. Morsø Folkeblad på Radio Limfjords generalforsamling.
Radiostationen har nu 12 fuldtidsansatte og derudover er der tilknyttet omkring 40 frivillige medarbejdere.
Formanden gav i sin beretning udtryk for stor utilfredshed med TDC's kabeltv-selskab You See, som han kaldte "utroligt arrogante". Problemet er at You See ikke vil udsende Limfjord Plus på en ellers ledig plads på kabelnettet. En anden distributør MidtVest Bredbånd er der også problemer med, iflg. Frostholm. |