 UGENS KLUMME: I et lille øjeblik var det som i Orson Welles’ ultimative stykke radio-dramatik, 'Klodernes Kamp'. Det berømte radiodrama, der i 30’erne satte New York og omegn på den anden ende, fordi lytterne ganske enkelt ikke var sikre på, om Marsinvasionen var fiktion eller dræbende virkelighed. Men taxachaufføren downtown Toronto, Canada rev os ud af trygheden. Der var et eller andet helt, helt galt med World Trade Center. Han skruede op for bilradioen. Og vi lyttede til en mere absurd virkelighed end Welles’ konstruerede.
Jeg var kommet ind fra NAB-konferencen i New Orleans og var om morgenen, ved 8-tiden, tror jeg, på vej til CBC’s hovedkvarter for at lytte til DAB med angloamerikanske ører. Jeg husker siden intet væsentligt om mødernes faglige indhold, fordi vi hele tiden afbrød for at høre nyt udefra. Virkeligheden var mere vigtig end en eller anden nørdet teknikalitet.
Det var den 11. september, 2001.
Den morderiske katastrofe med tilintetgørelsen af Twin Towers blev alibiet for, at George W. Bush kunne udvikle sin ”de-der-ikke-er-med-os-er-imod-os” doktrin og starte sin – og vores! – krig mod den dæmoniske Saddam. Begrundelsen for at starte den viste sig godt nok ikke at holde. Den gale mand i Bagdad havde tilsyneladende ikke masseødelæggelsesvåben. Men hvad pokker betyder det, når vi er bange for at miste vores civilisation?
Min skelnen mellem virkelighed og fiktion blev sat på en prøve disse ufrivillige dage i Amerika og Canada. Jeg har aldrig før i mit liv oplevet så vanvittige historier løbe gennem lokale og landsdækkende medier. I løbet af få timer kunne man mærke en slags kollektiv depression i millionbyen Toronto, der ligger tæt på New York og i Canadas store vækst-provins, Ontario, - en slags opland til ”Big Apple”. Man kan roligt sige, at medierne bidrog til depressionen og vreden – og i ringe grad til perspektivet. TV gjorde det worldwide med dette monument af de to rygende tårne. De klaskedes os lige i hovedet, da vi trådte ind i skyskraberens, hovedkvarterets indre. I form af en kæmpe, digital monitor, som dækkede flere etager, og viste finanskatedralen, der kollapsede for al verden. Og så spoler vi tilbage. Og så engang til. Og så en gang til!
I de første dage lyttede jeg selv mest til amerikansk, kommerciel radio (det er det meste af den, jo!). Nyhedsformaterne var de mindst propagandistiske. Til gengæld var der absolut ringe redaktionelt tjek på kendsgerninger og informationer. Så da det tredje fly ramte Pentagon og et fjerde styrtede ned i Pennsylvania, forsvandt alle hæmninger. I dag husker jeg specifikt en reporter, der fortalte, at luftfartskontrollen lige nu ikke havde kontakt med mere end 20 fly over Atlanten. Senere på dagen kom det som en sidebemærkning, at det faktisk er ganske normalt, at flyvelederne så at sige ”slipper” de enkelte fly, når de er godt på vej til Europa. Talkradio-formaterne, som i disse år var så højredrejede, at selv direktionen for det Texas-konservative Clear Channel - verdens største radio-konglomerat - synes, det var ved at være for meget. Talkradioerne var simpelthen så entydigt konservative, at det ødelagde diversiteten på markedet og radioerne dermed tabte markedsandele.
Professionelt set som radiomand og journalist - og i den rækkefølge - kammede det indholdsmæssigt over i patriotisk aggressivitet og sentimentalitet. Det blev et entydigt hvordan. En slags national sorgbearbejdning på alle medier. Og der var nærmest upassende og upatriotisk at spørge: Hvorfor?
Det lyder måske lidt selvhøjtideligt i dag. Men da kollega Per H. og jeg fik det fysisk dårligt over storbyens depression, rykkede vi i en halv snes dage udenfor Toronto. Vi fandt et hotel, drak øl og lyttede mere radio og så mere fjernsyn, end vi nogensinde har gjort i vores liv. Så fandt vi frem til public service kanalerne fra CBC radio og tv – og som et mirakel BBC World, der kunne hjælpe os ud af den nordamerikanske neurose.
Den amerikanske tragedie var både sand og troværdig. Men det er måske allermest i disse absurde verdenssituationer, at man som medieforbruger og borger kan fortjene og forvente en slags modvægt til ”begivenhedernes generalstab”. Spørgsmål til bag- og bevæggrunde. Plads til tvivl og omtanke. Plads til noget af det vi bør være allermest stolte af i vores vestlige, demokratiske kultur: At vi notorisk ved, at sandheden netop ikke er konkret, som den gamle, marxistiske Brecht påstod men gud ske lov ikke rettede sig efter i sin kunst. Plads til at erkende, at der findes en bagside. At der findes dele af en anden sandhed, - selv om vi ikke kan li’ at høre den.
I de dage i september 2001 kom jeg til at elske public service - information, oplysning og kultur i folkets og klogskabens tjeneste. Personligt er jeg tilhænger af en maksimalt fri æter, hvor radio er meget andet end journalistik, debat og oplysning. Fri os for kultur-puritanismen. Men jeg fatter ikke, at meningsdannere og politikere kan tale om at undvære public service og/eller dets institutioner i et oplyst demokrati. Jeg fatter til gengæld heller ikke, at DR og dets direktion har så svært ved at opprioritere klassisk public service, når det faktisk efterspørges af forbrugerne: Individualitet og kvalitet! Mindreværdskomplekset over ikke at være ”sexet” nok nager stadig, når strategierne skal virkeliggøres og ressourcerne fordeles. Der er mere stjernedrys i Plummers øjne, når han taler for institutionen selv og forsvarer Talent 2000-og-et-eller-andet, - langt mere end når han skal definere fremtidens skarpe, skæve, sandhedssøgende, uundværligt provokerende public service.
Det er skidt, at DR gang på gang skal fyre gode medarbejdere. Men det nye radioudbud af FM4 rummer en mulighed for en public service-revival - uanset hvem der er smukkest ved skønhedskonkurrencen.
Af Jesper Grunwald, journalist og projektchef
|
