Radionyt.comRadionyt.com
Radionyt.com

RSS


banner
banner banner
banner banner
banner banner
banner

banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner

 


Så er det officielt: Politikerne løber fra løfte om replanlægning
Tirsdag 9. juni 2009
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Igen og igen har V og K igennem 8 år lovet, at der skulle ske en replanlægning af FM-båndet, for at give kommerciel radio lige så gode sendeforhold som DR. Sidste år blev det en del af medieforliget, men i dag løber en samlet forligskreds fra løftet. Der sker ingen replanlægning, og DR kan dermed fortsætte sin totale dominans på FM-båndet med fire fuldt dækkende FM-kanaler. I stedet skal de kommercielle have bedre mulighed for at sende DAB - og et løfte om at auktioner over ledige frekvenser afløses af skønhedskonkurrencer, samt at der igen skal igangsættes endnu en undersøgelse af de vederlag, der betales til KODA og Gramex.
De to regeringspartier Venstre og Konservative har sammen med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance, der står bag den mediepolitiske aftale for 2007-2010, i dag indgået en tillægsaftale til medieaftalen om udvikling af radiomarkedet i Danmark.

Tillægsaftalen skal ses på baggrund af, at partierne den 9. januar 2009 besluttede senere i foråret 2009 at drøfte, hvilke initiativer der var behov for med henblik på at sikre udviklingen af det danske radiomarked.


Slut med millioner af kroner i koncessionsafgift

Når tilladelserne til den femte FM-kanal og den sjette FM-kanal (også kaldet FM5 og FM6, hvor Nova FM og Radio 100FM i dag sender) udløber – henholdsvis november 2014 og november 2011 – genudbydes disse kanaler for en ny periode til kommerciel radiovirksomhed, men ikke på en auktion, men i stedet ved en skønhedskonkurrence og dermed uden en fast koncessionsafgift.

Selv om der ikke skal betales en fast koncessionsafgift, så vil der kunne pålægges vinderne af koncessionerne at betale en ”nærmere fastsat andel af radioforetagendets omsætning eller overskud, såfremt denne eller dette overstiger et vist niveau.”

Samtidigt forbeholder politikerne sig ret til - forud for udbuddene – at tage stilling til, hvilke programkrav der skal gælde for kanalerne.


Endnu en undersøgelse af KODA og Gramex vederlag

Det er aftalt, at der skal følges op på punktet i medieaftalen om, at der i aftalerne mellem KODA-Gramex og radio- og tv-stationerne skal ske en øget hensyntagen til den faktiske lytning og sening ved fastlæggelsen af vederlagsbetalingen.

Det skal derfor laves en undersøgelse af, om disse principper reelt er slået igennem – eller om der sker en ’dobbeltbetaling’ for radioudsendelser, der sendes både på FM og DAB

Når resultatet af undersøgelsen foreligger inden september 2009, drøfter partierne bag medieaftalen umiddelbart herefter, om der er behov for politiske initiativer.


Enighed om offensivt at satse på DAB

Det lykkedes ikke i første omgang, da man vurderede at ingen var interesserede. Men nu skal det forsøges igen: DAB-blok 2 skal udbydes hurtigst muligt til kommerciel landsdækkende radiovirksomhed, hedder det i aftalen. Det vil give ”mulighed for op til 5 nye DAB-kanaler,” hedder det.

Sendemulighederne i DAB-blok 2 udbydes i første omgang for en ganske kort periode, nemlig indtil den gældende programtilladelse for FM5 udløber i november 2014 - eller efter nærmere aftale med partierne bag medieaftalen.

Det skyldes at politikerne vil have mulighed for at sammenkæde det kommende udbud af FM5 og FM6 med DAB-sendemulighederne.

I aftalen fremgår det endvidere, at DR pålægges – frem til november 2014 - at stille sendenettet til rådighed for de kommercielle radiostationer ”på en sådan måde, at disse sikres lavere distributionsomkostninger end tilfældet ville være, såfremt der skulle ske fuld betaling.”

Der vil ikke blive opkrævet faste koncessionsafgifter for DAB-sendemulighederne i forbindelse med det dette udbud, der i øvrigt tilrettelægges som en skønhedskonkurrence. Men er der udsigt til, at der kan tjenes penge, forbeholder politikerne sig retten til at forlange en andel af dette.

Til gengæld vil programkravene være så begrænsede som muligt. Forklaringen fra politikerne er, at det skal ske: ”for ikke at pålægge branchen unødige omkostninger.”


Også lokalradio og DRs regionalradioer skal på DAB

Mediepolitikerne er enige om, at udbygningen af DAB-blok 3 skal påbegyndes snarest muligt - med henblik på udsendelse af DRs regionalradioer samt kommercielle lokale og regionale radioer, og derfor skal IT- og Telestyrelsen igangsætte nabolandskoordinering af frekvenserne i DAB-blok 3, således at programvirksomheden kan komme i gang, så snart der i Danmark og nabolandene er slukket for analogt tv.

Hvordan det så rent praktisk skal lade sig gøre at få DAB-blok 3 i gang med både lokale/regionale kommercielle radiostationer og DRs regionalradioer – ja, det bliver overladt til et udredningsarbejde i Kulturministeriet


Fra DAB til DAB+ på langt sigt

Det hedder i den indgåede aftale: ”Der skal udarbejdes en langsigtet plan for digitaliseringen af radio i Danmark, som blandt andet omfatter overgang fra DAB- til DAB+-standarden.”

Dermed siger politikerne, at det er slut med DAB på langt sigt. Det betyder at stort set alle DAB-radioer, der er solgt i Danmark indtil nu – på langt sigt – vil være forældede, da de ikke kan modtage radiokanaler, der bliver sendt i DAB+ formatet.


Lokale stationer slipper for L-båndet

Det hedder videre, at man ikke bør anvende L-båndet til lokalradioformål, men i stedet til mobil-tv og lignende formål.

Det er en kendt sag, at L-båndet er dyrt og dårligt til brug for DAB-radio.


Flere millioner kroner til DAB-kampagne

Aftalen i forligskredsen indebærer også, at der afsættes i alt 11 mio.kr. af licensmidlerne til en informationskampagne om DAB. Specielt skal bilisterne gøres opmærksomme på fordele ved DAB-radioer i biler.


DAB-sendenettet

Sendenettet i DAB-blok 2 udbygges med henblik på indendørs modtagelse i lighed med sendenettet i DAB-blok 1, ligesom det kommende sendenet for DAB-blok 3 fra starten etableres med henblik på indendørs modtagelse for at fremme DAB-udviklingen. Der afsættes 3 mio.kr. i 2010 af licensmidlerne til udbygning af blok 2. Hedder det i aftalen.


Præcisering af DRs DAB-virksomhed

Det hedder i aftalen videre, at ”for at fremme udviklingen af DAB og sikre de kommercielle radioer en bedre konkurrencesituation gennemføres en præcisering i public service-kontrakten af rammerne for DRs programvirksomhed på DAB.”

DR sender i øjeblikket en stribe hitmusik-kanaler på DAB, der til forveksling ligner kommercielle stationer – bare uden reklamer. Måske er det disse kanaler, der nu skal sættes en stopper for.


Ingen replanlægning af FM-båndet

Det meste af den kommercielle radiobranche har i årevis set frem til, at der kunne komme lige vilkår på FM-båndet. Fx således at DR opretholdt 4 landsdækkende FM-kanaler og at kommerciel radio også fik 4 landsdækkende FM-kanaler. Men det bliver der ikke noget af. DR vil fortsat opretholde sig monopol på landsdækkende radio på FM.

Baggrunden for at politikerne nu løber fra deres løfte om en replanlægning af FM-båndet er først og fremmest tre ting: For det første ”den økonomiske udvikling i radiomarkedet”, for det andet det forhold at politikerne mener, at ”markedsudviklingen går i retning af et digitaliseret radiotilbud” og for et tredje, at det vil koste ”betydelige samfundsmæssige ressourcer” at gennemføre en replanlægning af FM-båndet, som politikerne ydermere mener først vil kunne komme lytterne til gode ”år ude i fremtiden.”

Som et ekstra argument for at løbe fra aftalen om en replanlægning anfører politikerne, at ”der i Danmark er en velfungerende lokalradioordning, som omfatter både kommercielle og ikke-kommercielle radioer. Det vil ikke være rimeligt at påføre de lokale stationer store udgifter til nyt sendeudstyr mv. i forbindelse med en FM- replanlægning, som primært har til formål at skaffe flere landsdækkende sendemuligheder.”

Det fremgår dog ikke nærmere af tillægsaftaleteksten, hvad der er særligt velfungerende ved den danske lokalradioordning – endsige, hvorfor det netop skulle være de lokale radiostationer, der selv skulle betale for en replanlægning af FM-båndet.

Det er ofte blevet fremført fra politisk side, at en replanlægning skulle skaffe flere landsdækkende sendemuligheder til kommerciel radio – men det er aldrig godtgjort, at der er nogen teknisk begrundelse for, at dette skulle ske på bekostning af lokale kommercielle radiostationer.


Den fremtidige lokalradioordning

De nuværende sendetilladelser til lokal radio udløber 31. december 2010. Men hvad der så skal ske – ja, det har forligsparterne ikke været i stand til at finde en løsning på. En aftale herom vil først blive truffet i løbet af efteråret 2009.

Det hedder i forligsteksten, at man navnlig vil sikre de kommercielle radiostationer bedre forhold – f.eks. ved at ”bundte” de eksisterende sendemuligheder i større områder (end de nuværende lokale områder) med henblik på at optimere mulighederne for kommerciel bæredygtig radiovirksomhed. Spørgsmålet om geografisk identitet vil indgå i drøftelserne i forbindelse med fastlæggelsen af de lokale områder.

Men de lokale stationer behøver fortsat ikke at sende lokalt; de må fortsat gerne i hele sendetiden udsende landsdækkende kanaler. ”Adgangen til networking fastholdes, med henblik på at give de landsdækkende radiokanaler mulighed for at øge dækningen,” hedder det i aftalen.


Netradio

Politikerne i forligskredsen er enige om at følge udviklingen på netradio-området ”for at sikre, at også denne form for programvirksomhed indgår som en del af radioudbuddet til danskerne.”

Politikerne har besluttet at etablere en internetportal for ikke-kommercielle lokalradiostationer. Der afsættes et engangsbeløb på 2 mio.kr. af licensmidlerne til dette formål, men det er en forudsætning at de lokale stationer - i form af organisationerne på området - skal påtage sig, at stå for etableringen og finansiering af driften af portalen.


DR beholder FM4 til udgangen af 2010 og måske også derefter

DRs rådighed over den fjerde FM-radiokanal – FM4 (som DR nu bruger til P2) - forlænges indtil udgangen af den indeværende medieforligs-periode, dvs. indtil 31. december 2010.

Regeringspartierne har tidligere meldt ud, at FM4 skal i udbud fra 2011 og at det ikke skal være DR, der får kanalen. Dette er dog ikke en del af den i dag indgåede aftale.

Spørgsmålet er i stedet kastet til hjørnespark - og det hedder nu, at ”regeringen i foråret 2010 vil komme med et oplæg om den fremtidige anvendelse af den fjerde FM-radiokanal som led i udspillet vedrørende næste medieaftale.”


Millioner til public service radio og tv - samt til DAB-kampagne, men ingenting til de kommercielle radiostationer

Der er reserveret i alt 53 mio.kr. af licensmidlerne i aftaleperioden til udvikling af radiomarkedet. Man starter med at give 30 mio. kr. til public service radio- og tv: 10 mio. kr. i kassen til DR, 10 mio. kr. i kassen til TV 2s regionale tv-stationer og 10 mio. kr. til Public Service Puljen (der er en særlig ordning, der går ud på at støtte udvikling og produktion af dansk tv-drama og tv-dokumentar på kommercielle tv-kanaler. I 2008 fik den statslige TV 2 støtte til 8 ud af 17 støttede projekter). Så har man en gammel regning på 7 mio. kr. for en prøvereplanlægning, og man vil bruge 2 mio. kr. til en etablering af en internetportal til ikke-kommercielle radioer. Dermed er der nul kroner til udvikling af kommerciel radio i 2009.

Kommerciel radio får heller ingen penge i 2010. Her skal der anvendes 10 mio. kr. til en informationskampagne om DAB og 3 mio. kr. til udbygning af DAB-blok 2 til indendørs dækning, hvilket dog indirekte kan komme kommercielle DAB-kanaler til gode.

Ud af licensmidlerne i 2008 regnes der med, at der opnås et licensmerprovenu på i alt 42 mio.kr. Disse mange millioner tilflyder også først og fremmest DR og tv-kanalerne. Der går 18 mio. kr. til DR, mens der ryger 10 mio. kr. i Public Service puljen. Der er 7.5 mio. kr. til ”sikring af lavere distributionsomkostninger for ikke-kommercielt tv i MUX 1” og så får TV 2 regionerne lige 6.5 mio. kr. at gøre godt med.


Funktioner
Din kommentar
Printervenlig version




  · Ingen ledige job netop nu



  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002
  · 2001



  · Nye tilbud for døve
  · TV 2 får ny formand
  · TV 2 med stort overskud
  · 'Badehotellet' får endnu en sæson
  · DR fejrer kronprins Frederiks 50 års dag
  · Nyt boligprogram på TV 2 Fri
  · Regeringen og DF vil skære DR med 20 procent og afskaffe licensen
  · Palle Kjærulff-Schmidt er død
  · Ny sæson af 'Hjem til gården' på TV 2
  · Felix Smith vært på nyt TV 2-haveprogram



  · -