Radiolytterne er vilde med at høre P3 på deres iPhone. Omkring 40 procent af alle iPhone-ejere hører P3 på mobilen.
Af: John G. Pedersen, Mobilsiden.dk
Noget tyder på, at mobiltelefonen er fremtidens radiomodtager. I december hørte over 50.000 danskere P3 på deres iPhone. Det viser en statistik, som DR har udarbejdet.
I efteråret lancerede DR en radioapplikation til iPhone, der giver lytterne mulighed for at høre P3 direkte på mobilen samt læse de seneste nyheder. På kort tid har applikationen opnået kæmpe succes, beretter mobilsiden.dk
Fra den 6. december 2009 til 4. januar 2010 har DR P3 været brugt på 53.566 forskellige iPhones, og lytterne har i gennemsnit hørt radio i én time på mobilen.
Ifølge et estimat som teleekspert John Strand fra Strand Consult har lavet for Mobilsiden.dk, findes der 140-165.000 iPhones i Danmark. Det svarer til, at P3 lyttes på godt 40 procent af alle iPhones i landet.
"Applikationen er et forsøg fra DR, der skal afdække, om det er noget, lytterne vil bruge. Ud fra tallene er vi positivt overraskede over, at folk bliver ved med at bruge P3-app'en, efter den indledende fase med nyhedens interesse er overstået," siger Carsten Worsøe specialkonsulent for digital radio i DR og fortsætter:
"Det viser klart, at der er et stort potentiale for radio på mobilen, og at folk gerne vil bruge en app til at høre radio."
Carsten Worsøe fra DR forventer, at ejere af den populære mobil HTC Hero og andre mobiltelefoner med systemet Google Android i løbet af få måneder, også kan høre P3 på mobilen.
|