Radio 100FM tænder nu lys i Afrika. Lyset tændes i samarbejde med QXL og BØRNEfonden.
Det er ikke ofte, vi danskere får mulighed for at opleve, hvad adgang til lys rent faktisk kan betyde for en lille afrikansk landsby. Men netop det kan en af Radio 100FM’s lyttere nu få en chance for.
Radio 100FM, BØRNEfonden og QXL har nemlig netop sat denne mulighed på auktion på hjemmesiden www.givlystilafrika.dk.
Auktionen, der løber på QXL, giver mulighed for at byde på en tur til Benin i Vestafrika og dermed en oplevelse, som man normalt aldrig ville få som almindelig turist.
Turen handler om at opleve de lokales hverdag i en lille landsby og det solenergiprojekt, der er blevet finansieret af de rundt regnet 74.000 kr., som er kommet ind på de øvrige auktioner, der har kørt i forbindelse med projektet ’Giv lys til Afrika’. Og så vil safari og den smukke natur være en bonus undervejs.
”Det er en helt unik oplevelse, som med al sandsynlighed vil efterlade et kæmpe indtryk hos den, der vinder auktionen. Og der vil naturligvis være en af vores medarbejdere med på turen, så man er i trygge hænder undervejs og ikke bliver overladt til sig selv,” forklarer direktør Annette Lüdeking fra BØRNEfonden, der også lover, at auktionsvinderen vil få et enestående indblik i BØRNEfondens arbejde i Benin.
Auktionen løber indtil fredag eftermiddag, og både Radio 100FM, BØRNEfonden og QXL håber, at den vil indbringe rigtigt mange tiltrængte skillinger til BØRNEfondens solenergiprojekt i Benin.
|