TV 2 Radios Lars Daneskov vender torsdag tilbage som studievært på eftermiddagsprogrammet 'Go' tur hjem'. Daneskov har været sygemeldt pga. stress siden midten af april. I første omgang skal Lars Daneskov dog kun sende fire dage om ugen.
Konstitueret programchef for TV 2 Radio, Suzanne Moll, er meget opmærksom på, at passe på sin populære radiovært: "Det at han kun sender fire dage om ugen, kan ses som en følge af det. Vi har gjort det sådan, som han gerne vil have det," siger hun i dag til B.T.
"Jeg er meget glad for, at han er tilbage. Han er et af de mennesker, der ved mest om radio i Danmark," forklarer hun.
Lars Daneskov, der ikke selv ønsker at tale om sin sygdomsperiode, sender i hele juni måned indtil han går på sommerferie i juli.
Lars Daneskov vil være vært på 'Go' tur hjem' mandag-torsdag, mens programmet om fredagen bestyres af Camilla Miehe Renard.
|