Fra januar byttes der sendetider og radiokanaler for et par af de gamle drenge i dansk kommerciel radio. Lars Johansson forlader Radio 100FM efter syv år, og vender tilbage til SBS Radio, hvor han skal lave morgenradio på The Voice. Her afløser han Lars Sandstrøm - ankermand på The Voice igennem 20 år. Lars Sandstrøm skal i stedet lave formiddagsradio på NOVAfm.
Der kommer en ny ankermand på 'Vågn Op! på The Voice fra mandag den 3. januar i det nye år. Det bliver Lars Johansson, der erstatter Lars Sanstrøm.
Lars Johansson har lavet radio i 18 år, heraf de seneste 7 år på Radio 100FM. Tidligere har han været på Radio 2 og før det var han - såmænd - vært på The Voice. Så det er lidt som at vende hjem for den 32-årige, erfarne radiovært.
De to medværter på 'Vågn Op!' - Benedicte Balling og Heino Hansen - fortsætter.
Til gengæld er det tid for 40-årige Lars Sandstrøm - bedre kendt som Lille Lars - at forlade The Voice. Efter 20 år. Han bliver dog i 'familien' idet han fra og med mandag den 3. januar 2011 skal lave formiddagsradio på NOVAfm. |