På mandag er The Voice klar med et nyt morgenshow med programtitlen 'Vågn op med The Voice!'. Værterne bliver den garvede Lars Sandstrøm og så to helt nye i Voice-sammenhæng: partypigen Ditte Hapel og komikeren Mads Brynnum.
Fra på mandag den 23. november blænder The Voice op for et helt nyt morgenshow og et par nye værter.
Lars Sandstrøm er Voice veteran og er teknisk set gået ud af skolen og ind i radioen. Dog lå det i kortene, at Lars skulle have en stor karriere hos DSB. Der gik imidlertid ikke længe før der blev skiftet spor til The Voice. De sidste 20 år er brugt på alverdens programmer, på alle tider af døgnet.
Lars er gift, er far til to og er tilflytter til Amager. Han er passioneret skiløber, har en kæmpe t-shirt samling, har engang vundet en burgerspisningskonkurrence. Og så elsker han at stå på scenen til de store Voice koncerter i Tivoli.
Ditte Hapel er holdets eneste jyde. Ja, og kvinde selvfølgelig. Hun er født og opvokset i Frederikshavn, men stak af til storbyen, da chancen bød sig. Ditte har de seneste tre år arbejdet som selvstændig promoter og eventmaker i København, og har ved siden af læst en fuldstændig ubrugelig bachelor i spansk og europæiske studier.
Ditte blev så sent som sidste år nomineret til årets kvindelige iværksætter af Cosmopolitan, men tabte ifølge hende selv pga. en større konspiration, som hun dog ikke tør udtale sig nærmere om.
Ditte deltog som 19-årig i Robinson Ekspeditionen, og til alle andre reality-deltagere vil hun gerne understrege, at hun ikke vil være deres venner, og at de ikke skal hilse på hende, når de ser hende på gaden.
Hun beskrives som meget social, humoristisk og ærlig omkring sine holdninger. Og så bander hun som en havnearbejder.
Ditte er holdets partypige og hendes kur mod tømmermænd er shawarma og mangojuice.
Mads Brynnum er stand-up komiker, næsten cand. mag. i teatervidenskab (hvilket vil sige specialet mangler - så tæt på og alligevel så langt fra), far til én og bosat i det idylliske Nordvestkvarter i København.
Han har tidligere slået sine folder som tekstforfatter og radiovært, og han har lavet det fuldstændigt ukendte kult-hit 'Studentikos' på Universitetsradioen - og desuden sendt nogle år på Roskilde Festivalradio.
Mads bruger alt for meget tid på brætspil og Buffy: the vampire slayer, har aldrig gået med burka og beskrives som en utroligt rar, vidende, dygtig, flittig, sjov og sympatisk mand - faktisk i en sådan grad at folk der møder ham ofte udtrykker ærgrelse over de ikke har mødt ham tidligere. Mads benægter i øvrigt stædigt at han bærer briller.
Resten af dagen på The Voice Sendeplanen fra på mandag på The Voice - på hverdage - vil se således ud:
06.00 – 10.00 Vågn op! 10.00 – 13.00 Maximum musik 13.00 – 18.00 Chriz 18.00 – 24.00 Maximum musik
Steffen Jensen, som har sendt dagflade indtil nu, vil fremover sende i weekenden. Og så fortsætter The Voice også i weekenden med den populære Mix flade med DJ Chriz & Rune RK.
|