2000 danske mediemedarbejdere er akkrediteret til Roskilde Festival og 150 af dem kommer fra DR. Det mener musikeren Keld Heick er en skævvridning.
Keld Heick mener ikke, at der er noget galt i at de danske medier dækker Roskilde intensivt, men siger dog til Journalisten: ” Det ulykkelige er bare, hvis det sker på bekostning af de musikgenrer, som festivalen ikke beskæftiger sig med. Her synes jeg, at specielt Danmarks Radio har en forpligtelse, fordi det er en public service-station. Det virker, som om der er en skævvridning, hvor man gerne imødekommer ungdommens ønsker, mens man totalt overser de ældre generationers krav”.
I DR Medier forsvarer musikredaktør Ann Lykke Davidsen beslutningen og siger: ” Der findes ikke andre kulturbegivenheder i Europa, der kan matche Roskilde. Der findes ikke noget, der skaber så mange historier”.
Davidsen kan dog ikke svare på, om DR dækker andre begivenheder lige så intenst, men peger på at flere hundrede mennesker har en finger med i spillet, når der afvikles Melodi Grand Prix.
Læs mere: http://www.journalisten.dk/dr-sender-150-mand-til-roskilde
|