Morgenavisen Jyllands Posten konstaterer i dag i en stort opsat artikel, at der spilles for lidt dansk musik på de danske radiostationer.
Blandt de 50 mest spillede numre på de danske stationer i år 2000 var der blot 8 danske – og de blev alle fremført på engelsk. Ikke engang DR formår at spille så meget dansk musik, som man har som målsætning, og tilmed spiller DR stadigt færre forskellige titler. Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) siger til avisen, at hun finder det beklageligt at radiostationerne ikke spiller mere dansk musik. Hun fokuserer især på sange med danske tekster. I Canada og Frankrig er radiostationerne pålagt en særlig kvoteordning der pålægger dem at spille en vis andel national musik. Gerner Nielsen siger hertil: "Umiddelbart er kvoteordninger for fisk, så dansk kultur må klare sig på kvalitet. Men man skal aldrig sige aldrig" og tilføjer "Salget af dansk musik er jo stadig faldende, så jeg ønsker virkelig at der bliver spillet mere dansk musik i DR og på lokalradioerne".
|