Det handler om H. C. Andersens forfatterskab og liv, når den digitale radiokanal DR Litteratur sender 14 dages tema om en af Danmarks mest elskede digtere.
Oplæsninger af eventyr, romaner og digte, diskussion af hans humor og forhold til kvinder samt samtaler med forfattere om hans liv og værker. Det er bare noget af det, lytterne kan opleve, når den digitale radiokanal DR Litteratur sender 14 dages tema om digteren og mennesket H.C. Andersen.
Temaet om H.C. Andersen er sammensat af en overflod af materiale fra radioarkivet og sendes på DR Litteratur fra søndag 7. december til og med lørdag 20. december.
En af de oplevelser, der venter lytterne, er en række kendte stemmers oplæsning af H.C. Andersens eventyr og dagbøger. Blot for at nævne et udvalg: Jesper Klein læser op af H.C. Andersens rejsedagbøger, Bodil Ipsen læser fortællingen 'Historien om en moder', Bodil Kjer fortæller eventyret 'Snedronningen', Jørgen Reenberg læser 'Den standhaftige tinsoldat' og Osvald Helmuth læser 'Store Claus og lille Claus'.
H.C. Andersen er en del af den litterære arv for de fleste danske forfattere - men opfattelserne af og inspirationen fra digteren er vidt forskellige.
DR Litteratur sender blandt andet Per Højholts fortolkning af 'Konen med æggene' - og drømmen om at klatre op ad den sociale rangstige, der er forbundet med fortællingen. Villy Sørensen fortæller om sin opfattelse af H.C. Andersen, og i en programrække fortæller Johannes Møllehave om H. C. Andersens humor.
|