En oversigt over radiolytningen i første halvår 2001 viser at nordmændene lyttede mindre radio end i samme periode 2000. Størst tilbagegang i den samlede lyttetid blev noteret for P4, lokalradioerne og NRK Alltid Klassisk. Kigger man på markedsandele (share), så ser det også skidt ud for P4: NRK går frem med 0.5 %, P4 går tilbage med 0.4 % og lokalradioerne fastholder deres share.
Totalt set faldt nordmændenes tid bag radiomodtagerne med 6 minutter i 1. halvår 2001 set i forhold til i fjor, oplyser Kampanje. Følgende kanaler mistede lyttetid: · P4: 11 minutter · Lokalradioerne: 11 minutter · NRK Alltid Klassisk: 9 minutter · NRK Petre: 7 minutter · NRK P2: 4 minutter · NRK P1: 1 minut
Hvis vi kigger på markedsandelen, så går NRK frem i første halvår og opnår en share på 59.8 % af al radiolytning i Norge. Det er især NRKs P1 der går frem, mens også NRKs regionalradioer opnår en større markedsandel. NRK P2 ligger uændret.
P4 går 0.4 % tilbage og opnår en share på 27.8 %.
Lokalradioerne ligger uændret på 12.4 %.
Tallene stammer fra NRK Forskningen og Gallup Radioundersøkelsen. |