Radio 5 i Grindsted, der hidtil har udsendt Sky Radio, har indgået en programleverandør-aftale med Syddanske Medier (Jyske Vestkysten), og i løbet af kort tid vil lytterne i det sydvestjyske område kunne høre Skala FM på Radio 5's 9 frekvenser. I forvejen dækkes det samme område af Skala FM Holsted på 12 frekvenser, men når man har valgt at udsende Skala FM - og ikke Radio Victor - så hænger det iflg. radiodirektør Peter Gram bl.a. sammen med de høje KODA-Gramex afgifter.
"Vi forventer en bedre dækning", forklarer Peter Gram og peger bl.a. på at Radio 5/Sky Radio har en række sendepositioner, der er bedre end Skala FM Holsted.
Peter Gram tør ikke sætte en præcis startdato på, hvornår Skala FM vil kunne høres på Radio 5's frekvenser, men forventer at det bliver snarest. Forinden starten skal teknikerne have udstyret på plads og der skal laves en nærmere aftale om, hvordan og hvornår Radio 5's egne nyhedsindslag m.v. skal sendes. Radio 5 skal fortsat udfylde mindst 15 pct. af sendetiden i dagtimerne med egenproduktion.
|