Når DR starter den nye radiokanal, PPlus, på DAB i juni er der ikke mange der kan lytte med. Men udbygning af DAB nettet starter i oktober kvartal i de store byer - og nye og billigere DAB modtagere er på vej.
Der er blevet sendt DAB radio i København og Holstebro igennem flere år, men indtil nu er der stort set ikke solgt DAB modtagere. Radionyt.com har talt med de fem radioforhandlere i Holstebro, og de melder alle samstemmende, at de ikke har solgt en eneste DAB modtager. Heller ikke hos Jari Auto i Holstebro er der røget en eneste DAB autoradio over disken. Ingen steder i Holstebro er DAB modtagere lagervare.
Hos en af landets største forhandlere af autorudstyr, den landsdækkende Bil x-perten, gætter man på, at der over hele landet måske er solgt op mod 50 autoradioer med DAB indtil nu. Alene i Randers er der solgt omkring 5 bilradioer med DAB.
Problemet har været at modtagerne har været for dyre og at udredelsen af de digitale radiosignaler har været begrænset til Holstebro og København. Men i løbet af oktober kvartal kommer der DAB sendere på plads i Aalborg, Århus og Odense – og derefter kommer det til at gå hurtigt med udbygningen.
I øjeblikket er der lavet et EU-udbud omkring leverancen, og i løbet af en måneds tid vil DR have en endelig udbygningsplan for, hvornår de nye sendere kommer på plads, hvor i landet.
DR PPlus bliver én af de kanaler der skal sparke DAB projektet i gang, da denne kanal kun bliver tilgængelig på DAB. DR vil til efteråret lancere en stor kampagne for at få folk til at købe DAB.
Samtidigt forventes en række nye og langt billigere DAB markedet at komme på markedet. |