Radionyt.comRadionyt.com
Radionyt.com

RSS


banner
banner banner
banner banner
banner banner
banner

banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner
banner

 


DR, KOMM og Sky enige om DAB-oplæg
Mandag 14. marts 2005
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Efter et par års forsigtig skepsis kunne repræsentanter for store dele af den danske radiobranche i weekenden på RadioDays fremlægge et fælles oplæg for den videre udbygning DAB. Oplæget indebærer, at der i 2010 ikke skal være flere landsdækkende DAB kanaler, men at de 16 landsdækkende DAB kanaler skal fordeles med 8 til DR og 8 til de kommercielle.Derudover skal der skabes plads til op mod 100 regionale og 200 lokale DAB stationer.
DAB har igennem det sidste år bidt sig fast i Danmark, skriver DR i en pressemeddelelse. Apparaterne er blevet revet væk fra butikkerne, hvor der nu i Danmark er mere end 50 forskellige modeller at vælge imellem for forbrugerne. Hidtil har DR været alene om at sende 17 programmer digitalt, men nu melder flere kommercielle radiostationer deres interesse, og det betyder et langt større radioudbud til danskerne. Samtidigt er Sky Radio og Radio 100FM ifølge deres koncession forpligtiget til også at starte udsendelser på DAB allerede i år.

Ifølge radiostationerne vil der i 2010 være plads til 16 landsdækkende radiokanaler, ligeligt fordelt mellem DR og de kommercielle. Dertil kommer op mod 100 regionale stationer og 300 lokalradioer.

DRs radiodirektør Leif Lønsmann inviterede de kommercielle med ind i den digitale radiofremtid, og erklærede sig villig til at reducere DRs tilbud, hvis de kommercielle vil deltage med nyt digitalt indhold. Digital DAB-radio er stadig et relativt nyt fænomen, og udviklingen er - i lighed med video- og mobiltelefonområdet - præget af en strid mellem flere konkurrerende tekniske standarder, hvoraf DAB, DMB, DVB og DRM er de hyppigst nævnte.

Leif Lønsmann kalder det "et meget naturligt begynderfænomen", men mener ikke det rokker ved den digitale radios fremtid.

"Apparatproducenter vil strides om, hvem der vinder markedet, og nogen vil tabe. Men den sikre vinder er digitaliseringen. Der er næppe nogen, der forestiller sig, at radiomediet som det eneste kommunikationsmedie overhovedet om 10 år stadig slås med bølgelængder, skratten og atmosfæriske forstyrrelser. DAB har den fordel, at senderne, apparaterne og programmerne allerede findes. Og mon ikke fremtidens radioapparater vil kunne modtage mere end én standard," siger han.

Radiobranchen har i årevis sukket efter ledig frekvensplads, og her kommer den nye DAB-udbygningsplan meget belejligt. Udviklingen i Storbritannien og Nordirland viser, at såvel kommerciel som public service-radio med fordel kan udnytte de nye muligheder på DAB, og at "udrulningen" sker hurtigere, når alle radioer er med.

"Som formand for KOMM er det vigtigt for mig, at der også, når radioen bliver digital, bliver plads til alle de lokale stationer, og det gør der her. Planen betyder dog ikke, at vi dropper vort snart mangeårige ønske om en højere sendestyrke til lokalradioerne her og nu - og dermed vort forslag om en replanlægning af den lokale del af FM-båndet enten efter traditionelle principper, eller som man har gjort i Holland," siger Bent Helvang. Han tilføjer, at en kommerciel acceptabel penetration tidligst vil kunne nås efter syv-otte år.

Helvang bliver suppleret af Sky Radios viceadministrerende direktør Kasper Krüger: "Der er ingen tvivl om, at fremtidens radio er digital. Det vil give plads til et langt større antal radiokanaler, end det analoge FM-bånd kan tilbyde. Her er det vigtigt for DAB's succes, at alle nuværende radiostationer - både landsdækkende og lokale - kommer med. Sky Radio ser frem til at medvirke i arbejdet for en udbygningsplan for DAB-nettet, som hele branchen kan samles om."

Radiobranchen arbejder nu videre med oplægget og planlægger at præsentere det for politikerne på en konference, som skal holdes i København inden sommerferien.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvordan Radio 100FM stiller sig til DAB.


Funktioner
Din kommentar
Printervenlig version




  · Ingen ledige job netop nu



  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002
  · 2001



  · Nye tilbud for døve
  · TV 2 får ny formand
  · TV 2 med stort overskud
  · 'Badehotellet' får endnu en sæson
  · DR fejrer kronprins Frederiks 50 års dag
  · Nyt boligprogram på TV 2 Fri
  · Regeringen og DF vil skære DR med 20 procent og afskaffe licensen
  · Palle Kjærulff-Schmidt er død
  · Ny sæson af 'Hjem til gården' på TV 2
  · Felix Smith vært på nyt TV 2-haveprogram



  · -