De sidste par ugers auktioner på Radio Viborgs hjemmeside har i alt skaffet 91.100 kr. til Viborgs nye, energirigtige LED-julebelysning.
Der har de sidste par uger været mulighed for at byde på en lang række ting og oplevelser i de 80 auktioner, som Radio Viborg og Viborg Handel satte i gang. Alle varerne var skænket af byens butikker, og pengene gik til at støtte et godt formål - nemlig ny, flot og energirigtig julebelysning i Viborgs gader.
Alt i alt blev det til 91.100 kroner, og det er program- og eventchef Peder Toft meget tilfreds med.
"Vi har fået samlet en masse penge ind - samtidig med at lytterne, som gode jyder, har sparet en masse penge. Det er ikke nødvendigvis sidste gang, vi arrangerer sådan en auktion," siger Peder Toft.
Blandt de mange ting man har kunnet byde på, var bl.a. en tømrers arbejdskraft for en dag, en romantisk aften med limousinekørsel og gourmetmiddag, fast siddeplads ved alle VHKs hjemmekampe resten af sæsonen, og masser af gavekort til Viborgs butikker.
|